– I Danmark kan man ikke stjæle en cykel og køre til købmanden efter øl, uden
først at melde sig ind i en forening.

– Så det kan vel ikke undre at jeg engang var medlem af Dansk Cyklistforbund.
Anledningen var vistnok at jeg af og til cyklede rundt i omegnen med mit
kamera, hvortil jeg naturligvis også havde sikret mig medlemskab af en
fotoklub!

– Cyklistforbundet gled dog, ved først givne lejlighed – nærmere bestemt
tredje rykker – ud af mit liv. Jeg var nemlig også erhvervschauffør og havde
derfor en del besvær med at genkende mig selv i de mange harmdirrende
indlæg, medlemsbladet bragte.

Sådan skriver Hans Kratholm. en af landevejens rullende svende, i en af de
klummer, der udgør bogen ‘Tanker
på vejen – livet på landevejen’. Og på en dag hvor
trafikministeren har valgt at gøre en indsats for at komme de uhyggelige
højresvingsulykker til livs, kommer han med et bud – kørekort til cyklister.
Hans’ klumme fortsætter således:

Se også: Øget politikontrol skal forhindre højresvingsulykker

Skal skamme mig over at slå uskyldige cyklister ihjel
– Jeg kan forstå at jeg, der ellers anså mig selv for et forholdsvis roligt
og fornuftigt menneske, i virkeligheden burde skamme mig over min hang til
ved enhver given lejlighed at køre små uskyldige cyklister ihjel.

– Dengang døjede jeg ellers mange kvaler i form af mikro makro mad, urtete og
andet gøgl i mine bestræbelser på at score de hippe flipper sild. Men
cyklistforbundet blev simpelthen for meget!

– Det er nu mange år siden, og fra helt at have opgivet Dansk Cyklistforbund,
har jeg nu bevæget mig derhen, hvor jeg gerne vil i dialog med dem.

Fornuft til cyklister…glem det
– Dog har jeg stadig indtryk af at opgaven – at tale fornuft til cyklisterne
– kan sammenlignes med at prædike sanselighed for en bibelkreds: de ved
godt, hvad det er, og de vil gerne, men ingen tør springe ud af frygt for de
andre! Har man et godt fjendebillede, er der nemlig ingen grund til at
ødelægge det!

– Der er flere grunde til at jeg gerne vil i dialog med cyklisterne. Den
væsentligste er naturligvis troen på at en fornuftig dialog, hvor
sandhederne kommer på bordet, i sidste ende kan redde menneskeliv! Dernæst
synes jeg ofte, folk får det forkerte indtryk af vores branche, hvis de kun
oplever debatten igennem aviserne og fjernsynet. Her får man nemlig intet –
eller kun lidt – at vide om den debat, der til stadighed kører i
Lastbilmagasinet og på forskellige debatsider på nettet.

Cyklister svage, javel
– Det er da ærgerligt at der ofres så megen tid, så mange tanker og så mange
penge på at løse et problem, uden at den anden part i sagen ved, hvad der
foregår. Hvis cyklisterne vidste, hvor store anstrengelser vi gør os for at
passe på dem, og hvor store psykiske sår vi må døje med, når det alligevel
går galt, ville flere måske få øjnene op for at trafiksikkerhed også er et
fællesprojekt – at de også må passe på sig selv!

– I et forsøg på at bryde ud af inderkredsen og komme ud over det, at vi bare
sidder og diskuterer med hinanden i Lastbilmagasinet, har jeg således
skrevet et par artikler, som på en pæn og venlig måde foreslår cyklisterne
at de også godt selv må tænke sig lidt om!

– Det jeg forsøgte med mine artikler var netop at mægle imellem to grupper, så
man i stedet for at bekrige hinanden hjælper hinanden i trafikken. Alt andet
lige, mener jeg nemlig at det er langt den mest frugtbare strategi i
trafikken. Selvfølgelig forsøgte jeg også at pille lidt ved cyklisternes
glorie. En af mine påstande var f.eks. at de måske nok er de svage
trafikanter på gader og veje.

Livsfarlige på gågaden
– Men når vi bevæger os ind på gågaderne, ser tingene pludselig anderledes
ud. Her er cyklisterne de stærke, og jeg skal da lige love for at mange af
dem benytter sig af det! At mine børn overlevede vore søndagsture i gågaden
skyldes kun at jeg dengang heldigvis var lidt mere gesvindt, så jeg i tide
kunne nå at bringe dem ud af farezonen, når en cyklist for fuldt drøn kom
ræsende hen over fliserne.

– Og, hvor cyklisterne pr. tradition gerne ser stramme regler og tilhørende
straffe for lastbilernes færden, finder man det åbenbart ikke nødvendigt at
holde orden i egne rækker! Den slags oplevelser er naturligvis ikke hele
sandheden om cyklister. Mange af dem færdes faktisk med omtanke, ligesom vi
nok også må indrømme at nogle kolleger har for travlt til at se sig
ordentligt for. Men, ser vi på den procentvise fordeling, vil jeg mene at
langt flere cyklister kører ”med hovedet under armen”, end det er tilfældet
med erhvervschauffører.

– Som alle, der har læst min ydmyge spalte i lastbilmagasinet ved, har jeg den
holdning at trafikken skal afvikles til alles bedste, hvilket naturligvis
medfører at man af og til må afskrive et par nanosekunder i den hensigt at
vise hensyn. Det er også min holdning at vi er de professionelle i
trafikken, og derfor pålagt en ekstra stor forpligtigelse med hensyn til at
passe på de andre.

Alle må tage et ansvar
– Men, som trafikken ser ud i dag, er det ikke nok at nogle få procent er
oppe på lakridserne! Alle må yde deres, og det gælder også cyklisterne. At
de professionelle bærer et stort ansvar, fritager ikke de andre for deres
ansvar: at tage vare på deres eget liv og deres egen sikkerhed!

Tilbage står vi så stadig med den endeløse diskussion om, hvordan vi løser
problemet med højresvingende lastbiler, og det ud fra den forudsætning at
ansvaret alene er chaufførernes og vognmændenes! Cyklistspejlet tror jeg
ikke er til nogen hjælp! Men, om vi nogensinde kommer af med det igen, så
det ikke sidder i vejen for udsynet, tvivler jeg på. I så fald skal alt for
mange mennesker til at indrømme en mindre fejl, så det spejl får nok lov at
blive siddende!

– Og cyklistkameraet? Tjah, det er sikkert meget godt i højt solskin og på tør
vej. Men, en våd og kold morgenstund, hvor solen endnu ikke er stået op, vil
jeg nu stadig sværge til omtanke og sund fornuft, og vel at mærke fra alle
parter.

Cyklister burde holde tilbage
– For nylig foreslog en chauffør for øvrigt en løsning, som jeg synes vækker
til eftertanke. I sin enkelthed går det ud på at cyklister altid skulle have
vigepligt for svingende lastbiler. Slet ikke nogen dårlig løsning! Men, den
er formodentlig alt for billigt at indføre, samtidig med at mange cyklister
sikkert vil finde det upassende i den grad at skulle underlægges regler og
love!

Cykel-kørekort er også en mulighed
– Man kunne også indføre kørekort til cykler. Dermed ville politiet få
mulighed for at gribe ind overfor uansvarlig adfærd, og måske endda gøre en
eventuel generhvervelse betinget af et kursus i trafikkultur. Men, er det
ikke lovlig meget at gøre ud af en uskyldig lille ting som en cykel?
Muligvis!

– Men så længe vi vedbliver med at betragte cyklen som en ganske uskyldig og
ufarlig indretning, som intet kræver af dens fører, tror jeg, den vil blive
ved med at være farlig for sin ejer. Derfor ville jeg så gerne i debat med
mine ”modstandere”, så vi måske kunne finde ud af at spille sammen, skriver
Hans Kratholm i bogen,
der netop er udkommet.

Hvad mener du? Skal cyklister tage kørekort – som politiet kan inddrage?