Ruta 40, den længste vej i Argentina, der løber 4928 kilometer fra Patagonien til den bolivianske grænse og fører ind tomhed. Det er en region, der har altid været på de ydre grænser. I Quechua sprog betyder Tucuman, navnet på en af ​​de NOROESTE provinser "i retning af, hvor det ender." Den nordlige del af Argentina var den sydlige del af Inkariget. Vejen krydser gennem et land med røde ørkener og hvide saltsøer. Når dækket af hav, er den tidløse landskabet i dag oversået med vulkaner. I ti millioner år tømt sedimentrige vulkanske farvande i en 12.000 hektar saltsø, Salinas Grandes, så blændende hvide, du ikke kan se lige på det. Havet trak lang tid siden, men det satte sit aftryk i de lokale stednavne. Past Cafayate er en kløft kaldet Las Conchas, skallerne. Du kan finde dem forstenede i sten, her den jord fængslet de sea.These landskaber sender en gysen ned ad ryggen, ikke så meget fordi de er movie-screen billeder, men fordi de fortæller en tavs historie, indtalingen er visuelle, det fortæller, hvordan det tog tid, floder og regn til at skabe disse stenede katedraler. Det er en følelsesmæssig oplevelse at se med egne øjne, hvad var bare ord i en geografi bog, tektoniske chok, plade kollision, jordskælv, folder, upthrusting. Sandet og sne-Laden "hvide vind", el viento bianco, som gav navn til en argentinsk roman, vil polere en bil forrude på blot et par uger. Over årtusinder formet det kløfter. Her kaldes de Quebradas, store sprækker i klippen, hvis kanter er slidt af vinden. En rød flod løber gennem dem, ligesom blod på jorden. Nogle gange, Crimson vand løber over vejen, gøre det til en åben vein.In latinamerikansk "magisk realisme", en genre repræsenteret i argentinske litteratur af Jorge Luis Borges og Adolfo Bioy Casares, der opstod i midten af ​​det 20. århundrede, virkelighed og fantasy er flettet sammen. Ser man på disse ørkener, kan du forstå, hvordan tankeformer kan udspringe fra et geografisk determinisme. Den mystiske lys også brændsler fantasien, kan det være mørkt midt på dagen og så pludselig blis ud fra bag et bjerg ved mørkets frembrud, som om der var en verden efter verden. Efter San Antonio de los Cobres, tage bjergene over. Det hedder "la puna", et begreb, der refererer både til den høje, forblæste Andean plateauer selv og til højdesyge, der rammer dig på bestemte dage. "I dag er der Puna" siger de. Du behandler det ved at tygge kokablade, men den fornemmelse ikke længe, ​​fordi så snart landskabet falder lavere, vejen follows.When vejen løber lige, bliver det en turistattraktion, opkaldt Recta Tin Tin, en sektion af Inca Trail. Menneskelige kulturer danner lag som geologiske lag, altid overlejret. Indianerne (Diaguitas, Calchaquis), inkaerne, det spanske. Langs vejen, også små Misas chicas, eller omrejsende masser, bevægelse mod Humahuaca, bærer afbildning af en helgen, men folk tilbede Pachamama, Moder Jord. Bag procession ride gauchos. Heste er en anden religion her, nemlig frihed, måske fordi de gør det muligt mand til at forlade vejen og rejser på tværs af brede, ubeboede spaces.An absolut must-see, the Hill af syv farver i Purmamarca, samt malerpalet i Tilcara . Alt kan blive fotograferet. Hvorfor er det, at de turistbrochurer fokusere på hvad der virker som ingenting?. For der er meget mere end rock og sin farverige show af forskellige mineraler, der er mere end journaler, de højeste vinmarker i verden i Cachi, toget til skyer, der kører på mere end 4.000 meters højde. Der er, hvad du ikke kan se, men hvad du kan føle. Synet af langsommelighed, her hvor alt er kommet igennem erosion, hvor tiden tager længere tid, går langsommere
Af:. Kalista Neoma
.from:https://www.biler.biz/biler/travel/35459.html